Corona stiller skarpt på vores værdier, på godt og på ondt
Af Arendse Hovmand Buch
Krisens alvorlige konsekvenser
Corona har vendt op og ned på vores hverdag. Med voldsom og omvæltende kraft blev gulvtæppet hevet væk under os. Inden for psykologien kategoriseres corona da også som en katastrofe, – en katastrofe som vi stadig ikke kender det fulde omfang af. Men en ting er sikkert. Den har store omkostninger både individuelt, samfundsmæssigt og globalt.
De mange virksomheder, der er lukket ned, har betydet at mange mennesker er økonomisk pressede og har mistet deres job. I min praksis som psykolog er jeg vidne til, at det ikke bare er store koncerner som SAS eller Arnold Busk, der må lukke ned og fyre folk. Det rammer også de små, som fx. entreprenøren i startup virksomheden, som efter investeringer i et voksende og lovende marked nu kan konstatere, at markedet over natten er forsvundet, og han må se i øjnene at være konkurs og dreje nøglen om på sit livsværk. Eller frisøren, der blev fyret fra sit job i frisørsalonen. Som eneforsørger er hun ekstra presset af at tjene til huslejen og frygter i denne periode med øget ledighed, at hun vil få vanskeligt ved at få nyt job. Eller Kvinden på 59, som blev afskediget, fordi virksomheden, hvor hun havde været ansat i 24 år, måtte skære ned på udgifterne, som hun med et følte sig reduceret til. Historier som disse maler et tydeligt billede af krisens alvor, men det er ikke alene fyringer og økonomisk pres, der er konsekvensen. Også ensomhed er en udfordring i denne tid, hvor vi må holde afstand. Fx den 83 årige, der ikke længere kan få besøg af familien eller komme ud og få den adspredelse og kontakt, som før har givet hende energi til at leve. Eller single fyren med det sparsomme netværk, der var begyndt at tage mod til sig for at bryde sin isolerede tilværelse. For disse mennesker og mange andre, der ikke lever i familier, er kontakt med andre uden for hjemmets fire vægge afgørende for den basale trivsel.
Utryghed, usikkerhed, ensomhed og for nogen udsigtsløshed er således blevet hverdagskost. Bedst som man troede, man havde sit på det tørre, slog fundamentet revner. Og vi ser ind i en uvis fremtid, hvor spørgsmålene lige nu er flere end svarene. Uanset hvordan vi føler os berørt, vil rigtig mange af os føle os belastet, ikke bare af det pludselige, men også af afsavnet af det, der virkelig betyder noget. Det er som om at corona, på den kedelige måde, minder os om og bekræftet os i, hvad der er vigtigt.
Spirende nye hverdags praksiser
Mens tiden er gået, og det første granatchok har lagt sig, er jeg blevet opmærksom på et andet aspekt af krisen, som langsomt begynder at tage form. Og jeg har flere gange overvejet om den gamle floskel ”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget” skal have en lille revival. Personligt synes jeg ikke, der er noget mere irriterende end, når nogen prøver at muntre mig op ved at få mig til at se det positive i en alvorlig situation. Det er dog heller ikke mit ærinde her. Men udsagn som ”Aij, sådan skulle det altid være. Hjemmearbejde gir’ bare så meget ro!” har fået mig til at blive opmærksom på, om alvoren i denne nuværende situation også kan lære os noget vigtigt om livet, og hvordan vi lever det.
I min psykologpraksis taler vi om, hvordan krisen berører den enkelte, og om hvordan man kan komme igennem den svære tid. Men vi taler også om fremtiden, og hvornår det igen bliver hverdag. Og om hvordan den hverdag, vi går i møde, mon kommer til at se ud. Det jeg hæfter mig ved er, at mange ikke ønsker sig den gamle hverdag tilbage, – i alle fald ikke lige som den var. For mens vores almindelige livsførelse er sat i parentes, opstår nye hverdags praksiser, der beskrives som både nærende, helende og givende. I alle fald blandt dem, der ikke er ramt af økonomisk pres, fyring og isolation.
Fortællingerne om det givende er mange. Fx karrierekvinden, der opdagede hvordan det at være fysisk tilgængelig for sine børn om eftermiddagen, åbnede op for en hidtil ukendt fortrolighed mellem dem. Eller forretningsmanden, der genvandt sit overskud, fordi han slap for rejser over Atlanten, der havde naget ham pga klimabelastningen og det tilbagevendende søvnbesvær, der altid fulgte med jetlagget. Eller moderen til tre, der oplevede roen ved at arbejde hjemmefra, med større fordybelse og produktivitet og færre kontakter og afbrydelser. Andels-boligejeren, der glæde sig over at stemme ”ja” for vedtægtsændringer, der gjorde det muligt at få hund i foreningen, fordi han kunne se, at det havde betydning for de enlige. Eller familien, hvis børn blev indlemmet i den daglige madlavning, fordi der var tid til at få dem med. Førtidspensionisten, der mærkede, der var brug for ham, da han kunne sørge for mad og indkøb til de ældre i familien. Eller de mange stressramte, der får det bedre, fordi presset er taget af deres skuldre.
Og jeg kunne fortsætte, for eksemplerne er mange.
Værdier som platform
Det er som om, at corona både bekræfter os i det, der er vigtigt, og som vi i en tid som denne savner, fordi det er taget bort fra os. Men det er også som om, at denne tid befordrer en anden slags meningsfuldhed, der stiger op fra indersiden af krisens smeltedigel. For selvom – eller måske netop fordi? – vores grundlag er rystet, bliver det også tydeligere, hvad der er vigtigt for os hver især, og hvad der får os til at trives eller mistrives.
Det er jo åbenlyst, at dem der har mistet job, lukket deres virksomheder eller dem som er isolerede mistrives i denne periode. Men hvis vi alligevel skal prøve at trække noget ud af corona krisen, kunne det være, de erfaringer vi hver i sær har fået, som har fået os til at trives – på trods.
Hvad der er, er jo forskelligt. For nogen af dem jeg har talt med, er det kontakt, fællesskab, nærhed, fortrolighed, fordybelse, hjælpsomhed, langsomhed, mindre forbrug og globalisering for bare at nævne nogle få eksempler.
Uanset hvad det er, tror jeg ”det er godt for noget” og vil derfor opfordre til, at vi, som professor i psykologi, Svend Brinkmann siger, går baglæns ind i fremtiden. Og med os på denne rejse mod en ny hverdag, hver især bruger den viden og læring, vi i denne tid har fået om os selv – om hvad der er vigtigt for os, og hvad der nærer os. For det ser ud til, at når vi værner om vores værdier, værner vi også om den platform, vi står på i livet. Det føles både bedre, og vi står mere stabilt.
Måske er målet ikke at komme tilbage til den gamle hverdag, men ændre på den, ved hjælp af det vi i denne tid har lært .